Anholdelsen af ham havde ikke været nævneværdig interessant. Men opdagelsen af, hvordan han havde parteret sine ofte og opbevaret dem i en dybfryser, havde været en anden sag. At stå der, da fryseren blev åbnet, var et af de mest sindsoprivende øjeblikke i Rileys karriere. Hun følte stadig medlidenhed med ofrenes familier – blandt andet Gail – som skulle identificere deres parterede hustruer, døtre, søstre ...
’For smukke til at leve,’ havde han sagt om kvinderne.
Riley fik kuldegysninger ved tanken om, at hun havde været en af de kvinder, han havde set på – på den måde. Hun havde aldrig tænkt på sig selv som smuk, og mænd – endda hendes eksmand, Ryan – fortalte hende sjældent, at hun var det. Caldwell var en snu og frygtelig undtagelse.
Hun spekulerede på, hvad det betød, at et patologisk monster havde fundet hende så perfekt attråværdig? Havde han genkendt noget indeni hende, der var lige så uhyrligt som han selv? I et par år efter hans retssag og dom havde hun mareridt om hans beundrende øjne, hans kærlige ord og hans fryser fuld af kropsdele.
Henrettelsesteamet fik Caldwell op på henrettelsesbåren, fjernede manchetterne og spænderne, tog hans sandaler af og spændte ham fast. De spændte ham fast med læderbånd – to på tværs af brystet, to for at holde hans ben, to omkring hans ankler og to omkring hans håndled. Hans blottede fødder var vendt mod vinduet. Det var svært at se hans ansigt.
Pludselig blev gardinerne trukket for vinduerne. Riley forstod, at dette var for at skjule den fase af henrettelsen, hvor det var mest sandsynligt, at noget kunne gå galt. Det kunne være, at holdet fik problemer med at finde en passende vene. Alligevel fandt hun det ejendommeligt. Folk i begge visningsrum var ved at se Caldwell dø, men de fik ikke lov til at være vidne til den jordiske indsættelse af nåle. Gardinerne bevægede sig lidt, tilsyneladende berørt af et af teammedlemmerne der bevægede sig rundt på den anden side.
Da gardinerne blev trukket fra igen, var IV-slangerne på plads og løb fra fangens arme gennem huller i de blå plastikgardiner. Nogle medlemmer af henrettelsesteamet var gået om bag disse gardiner, hvor de ville administrere de dødelige stoffer.
En mand holdt den røde telefonmodtager klar til at modtage et opkald, der helt sikkert aldrig ville komme. En anden talte til Caldwell, og hans ord kunne knap høres over det dårlige samtaleanlæg. Han spurgte Caldwell, om han havde noget sidste ord.
I modsætning dertil lød Caldwells svar med en overraskende klarhed.
”Er agent Paige her?” spurgte han.
Hans ord fik det til at gibbe i Riley.
Tjenestemanden svarede ikke. Det var ikke et spørgsmål, som Caldwell havde nogen ret til at få besvaret.
Efter en anspændt stilhed talte Caldwell igen.
”Fortæl agent Paige, at jeg ville ønske, at min kunst kunne have ydet hende retfærdighed.”
Selvom Riley ikke kunne se hans ansigt tydeligt, syntes hun, at hun hørte ham nynne.
”Det var alt,” sagde han. ”Jeg er klar.”
Riley blev overvældet af raseri, rædsel og forvirring. Det var den sidste ting, hun havde forventet. Derrick Caldwell havde valgt, at hans sidste øjeblik skulle handle om hende. Og hun sad bag dette skudsikre glasskjold og var for hjælpeløs til at gøre noget ved det.
Hun havde fået ham bragt for en domstol, men til sidst havde han opnået en underlig, syg form for hævn.
Hun følte Gails lille hånd gribe sin egen.
I guder, tænkte Riley. Hun trøster mig.
Riley følte en bølge af kvalme.
Caldwell sagde én ting til.
”Vil jeg mærke det, når det begynder?”
Atter fik han intet svar. Riley kunne se væsken bevæge sig gennem de gennemsigtige IV-slanger. Caldwell tog adskillige dybe indåndinger og syntes at falde i søvn. Hans venstre fod rykkede et par gange og lå derefter stille.
Efter et øjeblik klemte en af vagterne begge hans fødder og fik ingen reaktion. Det virkede som en særegen gestus. Men Riley indså, at vagten kontrollerede for at sikre, at det beroligende middel fungerede, og at Caldwell var fuldstændig bevidstløs.
Vagten råbte noget uhørligt til folket bag gardinet. Riley så en fornyet væskestrøm løbe gennem IV-slangerne. Hun vidste, at et andet lægemiddel var i færd med at stoppe hans lunger. Om kort tid ville et tredje lægemiddel stoppe hans hjerte.
Da Caldwells vejrtrækning blev langsommere, tog Riley sig selv i at tænke på, hvad hun så på. Hvordan var dette forskelligt fra de gange, hun selv havde anvendt dødbringende våben? Hun havde dræbt flere mordere i tjenesten.
Men dette var ikke som nogen af de andre dødsfald. Til sammenligning var det bizart kontrolleret, rent, klinisk og pletfrit. Det virkede uforklarligt forkert. Irrationelt tog Riley sig selv i at tænke ...
Jeg skulle ikke have lade det komme så vidt.
Hun vidste, at hun havde handlet forkert, da hun havde anholdt Caldwell professionelt og efter bogen. Men alligevel tænkte hun…
Jeg burde selv have dræbt ham.
Gail holdt Rileys hånd gennem ti lange minutter. Til sidst sagde vagten ved siden af Caldwell noget, som Riley ikke kunne høre.
Fængselsinspektøren trådte ud fra det blå forhæng og talte med en stemme, der var klar nok til at blive forstået af alle vidner.
”Dommen blev succesfuldt eksekveret kl. 09:07.”
Derefter blev gardinerne trukket for vinduet. Vidnerne havde set alt, hvad de skulle se. Vagter kom ind i lokalet og opfordrede alle til at gå så hurtigt som muligt.
Da gruppen kom ud på gangen, greb Gail igen Rileys hånd.
”Jeg er ked af, at han sagde, hvad han sagde,” sagde Gail til hende.
Riley blev forskrækket. Hvordan kunne Gail være bekymret for Rileys følelser på et tidspunkt som dette, da retfærdigheden endelig skete fyldest for hendes egen datters morder?
”Hvordan har du det, Gail?” spurgte hun, da de gik hurtigt mod udgangen.
Gail gik et langt øjeblik i tavshed. Hendes ansigt virkede helt blankt.
”Det er overstået,” sagde hun til sidst, og hendes stemme var helt følelsesløs og kold. ”Det er overstået.”
Et øjeblik efter trådte de ud i formiddagslyset. Riley kunne se to skarer af mennesker på tværs af gaden, som hver især blev holdt væk fra hinanden og tæt kontrolleret af politiet. På den ene side var folk, der var samlet for at heppe på henrettelsen og udøvede hadefulde tegn, nogle af dem vantro og uanstændige. De var forståeligt nok jublende. På den anden side var demonstranter imod dødsstraf med deres egne tegn. De havde stået herude hele natten med stearinlys. De var meget mere afdæmpede.
Riley følte ikke sympati for nogen af grupperne. Disse mennesker var her for sig selv for at offentliggøre deres forargelse og retfærdighed og handlede ud fra ren selvfølelse. Så vidt hun kunne se, havde de ingen grund til at være her – ikke blandt folk, hvis smerte og sorg var alt for reel.
Mellem indgangen og folkeskaren var en sværm af journalister med sendevogne i nærheden. Da Riley snoede sig igennem mængden, skyndte en kvindelig journalist sig hen til hende med en mikrofon og en kameramand i hælene.
“Agent Paige? Er du agent Paige? ” spurgte hun.
Riley svarede ikke. Hun forsøgte at gå forbi journalisten.
Journalisten blev insisterende stående og spærrede hende vejen. ”Vi har hørt, at Caldwell omtalte dig med sine sidste ord. Har du lyst til at kommentere?”
Andre journalister gik ind foran hende og stillede det samme spørgsmål. Riley skar tænder og skubbede sig vej. Til sidst kom hun fri af dem.
Da hun skyndte sig hen mod sin bil, tænke hun på Meredith og Bill. Begge to havde bedt hende om at tage en ny sag. Og hun undgik at give nogen af dem noget svar.
Hvorfor? spurgte hun sig selv.
Hun var lige løbet væk fra journalister. Løb hun også væk fra Bill og Meredith? Kørte hun væk fra den, hun virkelig var? Fra alt det, hun var nødt til at gøre?